R&G Soleras Olvidadas Amontillado 541 Sherry er lavet på Palomino-druen og indeholder 21 % alkohol. Vinen er tappet fra tre solera-systemer hos Santa Ana der dateres tilbage til 1740. Vinen som hedder ’541’ er opkaldt efter de tre solera-systemer med nummer 5, 4 og 1 som Rolland & Galarreta har udvalgt til at blende netop denne sherry. Igennem årtier har vinen modnet i store fade af amerikansk egetræ med en størrelse på mellem 500-900 liter. Efter 12 års modning dør laget af flor ud, og vinen starter sin oxidative modning og rammer til sidste 21 % alkohol uden tilsætning af spiritus. Vinen har en gennemsnitsalder på hele 30 år!
Rolland & Galarreta startede deres portefølje med vin fra Rioja, Ribera del Duero og Rueda. Nu kan topproducenten tilføje endnu et spansk kerneområde til deres linje af vine, nemlig Jerez. Vinhuset har igennem fem år søgt efter de helt rette vinsystemer i området og er nu endelig klar med en Manzanilla-, Fino- og en Amontillado-sherry. Serien hedder Soleras Olvidadas og betyder de glemte soleras.Manzanilla-sherry må kun produceres i og omkring den kystnære by Sanlúcar de Barrameda. Manzanilla-sherry er i princippet en Fino-sherry, hvor den store forskel på de to skal findes i stedet hvor modningen foregår.
Manzanilla modnes i et køligere og mere temperaturkonstant klima, hvilket giver et tykkere lag af flor som i højere grad beskytter vinen imod oxidering. Vinen bliver altså lettere end en normal Fino-sherry og samtidig mere ’saltet’ i sit udtryk grundet det kystnære klima. Så selvom Manzanilla- og Fino-sherry langt hen ad vejen er det samme, så finder man altså store forskelle i smagen grundet de vidt forskellige klimaforhold.Denne vinstil er en perfekt ledsager til fx tapas, oliven, lette oste, skaldyr og hvide fisk. Det bliver ikke meget mere spansk end dette.